• Danmark har fået sit landshold tilbage. Men succesen sætter DBU i en svær position

    来源: BDK Borsnyt / 09 9月 2024 09:33:21   America/Chicago

    For to uger siden vidste nærmest ingen, hvem han var. Nu taler alle om, hvorvidt han skal være den næste landstræner for Danmarks herrelandshold i fodbold. Lars Knudsen, der aldrig tidligere havde trænet et seniorhold, fik efter den midlertidige landstræner Morten Wieghorsts sygemelding den utaknemmelige opgave at stå i spidsen for to svære kampe mod Schweiz og Serbien i Nations League. Det vakte kritik – også her i Berlingske – men Lars Knudsen og holdet har gjort tvivlen til skamme ved at vinde to overbevisende sejre og spille underholdende fodbold. Det har fået landsholdseuforien til igen at skylle ind over landet. Især til søndagens kamp mod Serbien var opbakningen fra et udsolgt Parken berusende at være vidne til. Man kan kun glæde sig over den nylige succes efter halvandet år med svingende resultater og et antiklimatisk EM i Tyskland, men det stiller også DBU og fodbolddirektør Peter Møller i et svært dilemma. For hvem skal træne holdet, når det om kun en måned skal til Spanien og Schweiz for at spille to afgørende kampe? Og hvem skal føre Danmark til VM om to år? Knudsen banker på Fakta er nemlig, at Lars Knudsen ikke er Danmarks landstræner. Det er Morten Wieghorst. Og planen er fortsat, at Wieghorst overtager holdet, når og hvis han vender tilbage fra sin sygemelding. De næste kampe er allerede i oktober, hvor Danmark skal spille på udebane i Spanien og Schweiz. Men efter de seneste kampe er det umuligt at forestille sig, at de overbevisende præstationer mod to stærke modstandere ikke får Peter Møller til at spørge sig selv, om Lars Knudsen fortjener chancen i resten af efteråret. Træffer han den beslutning, vil det selvsagt være ubærlig hårdt for Morten Wieghorst. Det er således vigtigt at huske, at han først blev sygemeldt lige inden offentliggørelsen af udtagelsen i august. Det er derfor i høj grad Morten Wieghorsts hold og mange af hans ideer, som Lars Knudsen har høstet ros for. Men i virkeligheden er det måske også mest rimeligt. For en ting er at udtage nye spillere og love mere underholdende fodbold. Noget andet er at få de nye til at stråle og holdet til at spille så godt, som det har gjort. Lars Knudsen gav debut til Albert Grønbæk og Patrick Dorgu, som begge kvitterede med scoringer og overbevisende præstationer. Og landsholdets mest rutinerede kræfter leverede på et sjældent højt niveau. Pierre-Emile Højbjerg har været fremragende i sin nye rolle som anfører, Kasper Schmeichel ligner igen en sikker sidste skanse, og Yussuf Poulsen spillede søndag aften sit livs bedste landskamp med et smukt oplæg og et saksesparksmål. Selv Mikkel Damsgaard og Andreas Skov Olsen, der ellers har været hårdt kritiseret og kaldt Kasper Hjulmands personlige favoritter, har leveret fremragende indhop. Landsholdet ser genoplivet ud, som om spillerne er blevet befriet fra noget, der længe har holdt dem tilbage. Dertil har Lars Knudsen overrasket alt og alle med sin overbevisende kommunikation, der er dybt professionel, men samtidig bærer præg af hans nordjyske ophav. Det er ukompliceret, det er direkte til pointen, og det handler ikke om alt muligt andet end fodbold. Det føles som en befrielse efter fire år med Kasper Hjulmand, der ofte havde travlt med at bruge landsholdet som en platform til at tale om moderne ledelse og national sammenhængskraft. Hvad nu, Peter Møller? Det afgørende spørgsmål er, om den sportslige succes er Lars Knudsens fortjeneste, eller om det samme ville være sket under Morten Wieghorst. Spørgsmålet er naturligvis kontrafaktisk og umuligt at efterprøve. Det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at landsholdet ser bedre ud, end det har gjort længe. Men alt er altså ikke nyt. Det defensive fundament, som de to seneste sejre i høj grad bygger på, var etableret under Kasper Hjulmand og fungerede upåklageligt til EM i Tyskland. Det samme gjorde organisationen og balancen på holdet. Efter Kasper Hjulmands opsigelse og Morten Wieghorsts sygemelding lovede spillerne samtidig at tage mere ansvar. Derfor skal de også tilskrives en stor del af æren for, at uroen bag kulisserne ikke har kunnet ses på holdets præstationer. Men det kan og må ikke underkendes, at Danmark har fået et optimistisk og direkte offensivt udtryk, som længe har været savnet. Og uanset hvordan man vender og drejer det, er det trænerens ansvar – og træneren har været Lars Knudsen. DBU er godt i gang med at lede efter kandidater til posten, men når næppe at præsentere en ny permanent landstræner inden nytår. For en måned siden kritiserede Berlingske Peter Møller for ikke at have en plan klar efter EM, hvor Kasper Hjulmand sagde op, og hans afløser blev sygemeldt med stress. Løsningen – at sætte Lars Knudsen ind som afløser for den midlertidige afløser – har dog vist sig at være en bragende succes. Det ændrer bare ikke på, at spørgsmålet fra dengang stadig består og kun er blevet mere kompliceret. Skal Morten Wieghorst have de resterende fire kampe i efteråret, hvis han når at blive rask? Eller har Lars Knudsen gjort nok til at få ansvaret og fortsætte som midlertidig landstræner? Ansvaret for at træffe den rigtige beslutning ligger hos fodbolddirektøren i DBU. Så hvad nu, Peter Møller? https://www.berlingske.dk/samfund/danmark-har-faaet-sit-landshold-tilbage-men-succesen-saetter-dbu-i-en
分享